For synets skyld – og gensynets!
January 23 - 25
Så vender Gallery Poulsen snuden mod hjertet af Jylland, for endnu en gang at starte et nyt år på bedste vis på Art Herning. Vi er begejstrede og glade for igen at kunne præsentere en stribe fantastiske værker i byen Herning, hvor det hele begyndte i 2003. Forbindelsen til Herning er stadig stærk, og gensynet med hjemstavnen er altid glædeligt.
Mens vi ryster sandet af skoene fra Pulse Miami Beach Art Fair, hvorfra vi netop er hjemvendt, stryger vi ind på den jyske hede for at vise et fantastisk hold af talentfulde og enestående kunstnere. Når lyset slukkes i Herning, pakker vi kufferten om og rykker videre mod Pulse New York Art Fair, der løber af stablen under Armory week. Udover messen vil vi desuden skyde denne uge i gang med det spektakulære show ”Coming to America”, hvor alle galleriets kunstnere samt et par nye spændende navne for første gang vil blive præsenteret samlet i New York under Gallery Poulsen i The Lodge Gallery på Lower East Side.
Værkerne, der kan opleves på Art Herning 2015, underlægges i skrivende stund den sidste finpudsning i kunstnernes atelierer. Vi præsenterer med andre ord en stand fyldt med dugfriske og knap nok tørre værker, herunder både maleri, tegning, kollage og tryk.
Papiret får imponerende behandlinger med både akvarel, pastel og akryl, og øjets linse skal lige stilles skarpt for at forstå det komplekse arbejde bag det simple smukke udtryk. Med sikker greb om penslen overhales det traditionsrige maleri med komplekse kompositioner, ekstrem detaljerigdom og perspektiver, der sender øjet ind i en labyrint af endnu ukendte rum. Tegningen bringes ligeledes op på et særligt niveau gennem grafit, kul og farver fyldt med interessante historier og særegne eksistenser.
Som en del af det stærke hold kunstnere, vi repræsenterer på Art Herning 2015, har vi i år to helt nye navne med, som I også skal glæde jer til. Med sine karakteristiske træ-interiører præsenterer John Jacobsmeyer os for et detaljerigt oliemaleri, hvor hver eneste lille træsplint er med i komplekse kompositioner. Alison Elizabeth Taylor skaber, gennem brugen af det gamle håndværk intarsia eller dekupørarbejde, eksklusive kollager skabt af utallige små finér-udsnit. Værkerne er ekstremt godt udført, og kategorien maleri får her en ny dimension, som Taylor er helt ene og alene om at excellere i.
Man kan roligt sige, at Gallery Poulsens stand på Art Herning 2015 med sikkerhed prydes af en række meget forskellige værker, hvor håndværket er blevet strækket, bøjet og udfordret til det yderste. Der er et mylder af historier, kompositioner og farver, men intet forsvinder i vrimlen – tværtimod står alle værker soleklart frem på hver deres enestående måde.
Der er masser af forskellige synsindtryk at komme efter hos Gallery Poulsen på Art Herning 2015 – gensyn, nysyn og fremsyn!
Gallery Poulsen at Art Herning 2015:
Aaron Johnson (US), Alfred Steiner (US), Alison Elizabeth Taylor (US), Barnaby Whitfield (US), Christian Rex van Minnen (US), Eric White (US), Jacob Dahlstrup (DK), Jade Townsend (US), Jean-Pierre Roy (US), John Jacobsmeyer (US), Mi Ju (KOR/US) og William Powhida (US).
Opening Friday January 23rd at 2pm
The fair is open from February 23rd to 25th