KATRINE NAUMANN - AN ODE TO HER ( ME AND HER ) LETS DANCE 2010
Pressemeddelelse:
Katrine Naumann
An ode to her (me and her) Let’s Dance
Katrine Naumann
An ode to her (me and her) Let’s Dance
16. april – 14. maj 2010
Som et fortættet lille, intimt univers, en flig af en nær relation og et privat rum, der dog kan genkendes og vækker erindringer i os alle, åbner Katrine Naumanns udstilling
An ode to her (me and her) Let’s Dance sig op for beskueren. Udstillingen kredser med værker og installationer i vidt forskellige materialer omkring emner som erindring, barndom, længsel, familien, hjemmet og relationer mellem mennesker, dog uden at give en definitiv og endegyldig læsning. Værkerne åbner i stedet feltet op for beskueren, der kan indtræde i uni-verset med sine egne minder, historier og forestillinger og nænsomt få vækket og igangsat det ofte ambivalente erindringsmaskineri.
Katrine Naumann (f. 1972) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005. Hun arbejder i et bredt spektrum af medier, der indbefatter keramik, installation, fotografi, collage og grafik, og hendes udstil-linger udfolder sig ofte som en samlet helhed, hvor de enkelte værker relaterer sig til hinanden og skaber et specifikt rum for stemninger og narrationer. På udstillingen An ode to her (me and her) Let’s Dance indgår således både lyd, installation, keramikskulptur og fotografi. Naumanns tilgang spænder endvidere fra de formelle afsøgninger af medier og materialer til de mere eksistentielle, følelsesmæssige og til tider autobio-grafiske tematikker. I Naumanns keramiske værker, hvor transformationen af parfumeflakoner og kosmetik-emballage til ekstremt smukke keramiske “klumper” eller ophobninger åbner vores øjne op for disse ellers helt almindelige hverdagsobjekter og tvinger os til at se dem på ny uden kosmetik- og modeindustriens kommercialiserede logoisme og branding, er det formens og overfladens æstetik, der er i centrum. I udstillin-gen Debut, vist i Danske Grafikeres Hus i 2007, bevægede Naumann sig fra de formelle undersøgelser mod en afsøgning af identitet og identitetsdannelse, der udspillede sig gennem et netværk af tematikker, som vi alle kan genkende, fx subjektets forhold til familien her iblandet autobiografiske referencer.
I An ode to her (me and her) Lets Dance bygger Naumann videre på disse tematikker i et stemningsfyldt og emotionelt univers, der både er ekstremt privat og ekstremt almenmenneskeligt. Udgangspunktet for vær-kerne er en række objekter og fotografier fra Naumanns afdøde farmors hjem. Som titlen anslår, er udstillingen en hyldest til farmoren og forholdet mellem Naumann og hende, men i næste led bliver udstillingen på et mere kollektivt plan en hyldest til barndommens nære relationer og de forestillingsbilleder, der knytter sig dertil og følger individet helt op i voksenlivet.
Det første, der møder publikum, når det træder ind i Naumanns udstilling er den lidt sarte, melankolske og skrøbelige spilledåselyd af en Chopinmelodi. Lyden, der hverken er gennemtrængende eller dominerende, indhyller hele udstillingen med en sagtmodig grundstemning og bliver et besnærende incitament til at bevæge sig videre. Lyden stammer fra værket Chopin and Chanel, 2010, hvor et miniaturepiano i træ er udstillet på et langhåret “væg-til-væg-tæppe” i en glasmontre sammen med tre klassiske Chanel neglelakker. Den sagte, lidt melankolske spilledåse går langsommere og langsommere, og som intervenerende intervaller i lydsporet afspilles fragmenter af Abbas Dancing Queen, Julio Iglesias’ Amor, Nana Mouskouris Je t’aime og Roger Whittakers Mexican Whistler. Romantisk sukkermusik som en ældre dame typisk vil lytte til og som en lille pige kan danse og drømme til – og som vi alle kender. Lydsporet fører beskueren videre mod installationen Dancing Queen, hvor en fin selskabskjole med tyl og broderi drejer rundt, ophængt i loftet over et ægte tæppe. Den fine kjoles stærke tilhørsforhold til den krop, der engang bar den, forlener den med en uafviselig indeksikalitet. Som et spor efter det, der har været, svæver kjolen som et memento mori, der på én og samme tid forlener rummet med nærvær og fravær. Ligesom et fotografi udsiger brugt tøj det fraværende subjekt, men også vores egen skrøbelige eksistens. Den fine kjole i værket bliver sammen med lydsporet endvidere et billede på en lille piges univers, drømme og forestillinger, der netop er konstituerende for dannelsen af (kvindelig)identitet i vores kollektive register.
I forlængelse af Dancing Queen spreder en væginstallation sig med 12 sammensatte sættekasser. Sætte-kassen repræsenterer, hvordan vi samler, systematiserer og udstiller minder og affekter. Sættekassen er et redskab til at skabe struktur i erindringens virvar. Men Naumanns sættekasser muterer i alle retninger, og det stramme,
grid-agtige system er blevet opløst via påklistret papmaché, der peger på erindringens snirklede, ustringente og til tider tilfældige veje. Indsat i sættekassen ses dels et foto af en lille pigekrop i den fine kjole fra Dancing Queen samt af en lille, skrøbelige, blå glasdue, der sagtens kunne have været inventaret i en sættekasse. Duen symboliserer traditionelt frihed, men peger med sin skrøbelighed også på livets kompleksitet og flygtighed. Glasduen bringer således en snert af længsel, irrationalitet og frihedstrang ind i udstillingens univers.
I værket Flacon lump er en “klump” af kosmetikflasker i keramik udstillet på en fin guldbakke. Henover og indimellem parfumeflakonerne snor sig en tynd, flettet sølvtråd, hvis løse ender munder ud i tre garnnøgler. Sammen med musik rummer duft et stærk emotionelt og erindringsmæssigt supplement til fotografiets in-deksikale spor efter ‘det der har været’. Duft påminder den kære, elskede krop, men parfume og kosmetik peger også på det kvindelige univers med dets drømme og forestillinger. Den flettede sølvtråd, der vikler sig omkring flakonerne, refererer med sine garnnøgler dels til en ældre dames sirlige håndarbejde, men bliver samtidig også et billede på erindringens sammenflettede tråde og dens mange løse ender. Værket står som et billede på det sammenfiltrede og nære forhold, der kan opstå mellem to mennesker, men også på en sammenfiltret og kompleks eksistens, et liv der aldrig helt kan trevles op, og hvor der er rig mulighed for at flette videre på historierne.
En række interiørfotografier fremhæver små, tilfældige og i og for sig helt almindelige detaljer i et hjem. Lyset der dæmpes af et falmet gardin, en buket med kunstige blomster i en vindueskarm, en stikkontakt med slidte ledninger, nipsegenstande og fragmenter, der alle på forskellig vis indkredser, det menneske, der har levet her som en slags indirekte portrætter. Naumanns tyste og underspillede gengivelse af et hjem og et menneske er på en og samme tid privat og personlig og fyldt med ømhed, men samtidig indikerer interiørfotografierne også et rum, vi alle kan relatere os til med dets tidstypiske elementer og fortættede stemning, og fotografierne bliver således lige så meget en åbning mod vores eget erindringsmaskineri. I to af fotografierne ses en eksotisk og orientalsk kvinde og mand. Ligesom den lille glasdue peger disse på længslen efter det fremmede, eksotiske andet, der kiler sig ind i stuens pænhed og taler om en verden udenfor hjemmet. Værkerne er affotograferinger af fotografier ophængt i Naumanns farmors dagligstue, og henover de eksotiske portrætter lægger sig spejlinger af fotografen, der således gør opmærksom på sig selv og sin egen kontekst, og som dermed bliver en uomgængelig del, af det liv, der har udspillet sig.
Fotografiet hidrører i forlængelse af Roland Barthes’ berømte ontologi ‘det der har været’ og spiller dermed en væsentlig rolle i vores erindring. Men nyere forskning i visuel kultur med blandt andet Amelia Jones’ bodymemory begreb viser, at erindringen spiller på langt flere registre end de rent visuelle, der ellers har værret dominerende i vores billedorienterede verden. Ved at lade en hel række af medier indgå i udstillingen, vækker Naumann med An ode to her (me and her) Let’s Dance hele sanseapparatet hos beskueren og igangsætter dermed potentielt beskuerens body-memory-maskineri med dets snirklede minder og erindrings-fragmenter. Lyde, duftreferencer, illuderingen af “stue” med tæppe og sættekasser, den aflagte kjole, og fotografiernes indkredsning af et menneske, er alle modi, der indikerer en stemning og involverer beskueren til dels at bevæge sig rundt i det poetiske univers og dels at digte videre på de blot antydede narrationer.
Inger Marie Hahn Møller, Mag.art. i kunsthistorie
Information
Katrine Naumann - An ode to her ( me and her ) Lets dance runs from April 17th - May 14th.
Vernissage Fridag April 16th, 5 pm - 8
Gallery Poulsen Contemporary Fine Arts
Frederiksholms Kanal 4, st. th. Gården
1220 Kbh. K. Tlf.+45 4015 5588
www.gallerypoulsen.com
[email protected]
Opening hours: Wednesday thru Friday 13 -17, Saturday and every other day, by appointment, tel +45 - 40 15 55 88